Du er her: 

Kirken friskes op

Kirken i Kolt trænger til at blive frisket op, især på de indvendige flader. Men inden opfriskningen kan gå i gang, har Nationalmuseet været forbi for at besigtige kirken. Ved besigtigelsen fandt Nationalmuseet ud af, at der på et tidspunkt, har været iblandet Latex (naturgummi) i kalken. Med Latex iblandet kalken kan murene ikke ånde som de skal, og det er ikke godt for denne 800 år gamle bygning. Nationalmuseet har derfor henstillet, at den Latexholdige kalk fjernes og erstattes af god gammeldags kalk.

For at finde den rette metode til at fjerne den Latexholdige kalk, bliver der i denne tid udført forskellige prøver. Dette kan blandt andet ses i Våbenhuset hvor der p.t. er synlige spor efter prøvetagningen.

Nationalmuseet kommer endvidere på besøg for at finde og afdække eventuelle kalkmalerier. Også disse aktiviteter kan ses og mærkes i den kommende tid.

Når omfanget af aktiviteter, der er nødvendige for at få de indvendige flader til at se godt ud igen, er kendte, vil der blive lavet en plan for udførelsen. Her må det forventes, at kirken skal være lukket i en periode. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at sige noget om hvornår kirken skal holdes lukket eller hvor længe.